Bøger
Piet Hein. En biografi. De unge år. 1905-1956
Han blev foreslået til Nobelprisen. Hans aforistiske digte med navnet Gruk er solgt i halvanden millioner eksemplarer og oversat til mere end 20 sprog. Hans superelliptiske bord er for længst slået igennem som en klassiker indenfor møbeldesign. Læg dertil mere end 3.000 patenter til spil, mekanik og design, der blandt andet indebærer lamper, solur og alverdens andre frembringelser, som alle bærer navnet Piet Hein (1905-1996).
En mand, der var gode venner med personligheder som Niels Bohr, Albert Einstein, Charles Chaplin og Thor Heyerdahl, men som aldrig rigtig blev gode venner med sit hjemland. Tydeligst demonstreret, da Piet Hein ikke fik plads i den danske kulturkanon i 2006, selvom han er en af de mest solgte danske forfattere siden H. C. Andersen.
Foredraget Piet Hein – verdensdanskeren i kamp og kærlighedgår tæt på mennesket og fænomenet Piet Hein, der levede et liv i evig strid med sig selv og sine omgivelser.
Peter Borberg har gennem de seneste år arbejdet på en kommende biografi om Piet Hein, og i foredraget løfter han gennem Piet Heins omfattende arkiver sløret for nye sider af den markante danskers personlighed og virke. Foredraget kan desuden bookes med deltagelse af Hugo Piet Hein, søn af Piet Hein.
Storm P. En biografi
Multikunstneren Storm P. Multikunstneren Robert Storm Petersen (1882-1949) – bedre kendt som Storm P. – regnes for en af det 20. århundredes mest fremtrædende danske kulturpersonligheder. I årtier boltrede han sig med en tilsyneladende lethed som både skuespiller, maler, forfatter og ikke mindst tegner for en lang række blade og aviser. Dag ud og dag ind leverede han tegninger og tekster, som både kaldte på smilet og eftertænksomheden, og som med tiden gav Storm P. prædikatet "Danmarks morsomste mand".
Men bag smilet gemte sig en sky alvorsmand, der var drevet af store kunstneriske ambitioner og som samtidig følte sig fanget af en borgerlig forfængelighed. Storm P. En biografi er historien om en sjælden sammensat personlighed, hans altid nagende tvivl og hans hemmeligheder. Bogen er rigt illustreret med en lang række af Storm P.'s værker – malerier, vagabondtegninger, opfindelser, "De tre smaa Mænd & Nummermanden", "Peter og Ping" osv. – samt ikke tidligere offentliggjorte fotos fra Storm P.'s private fotosamling.
Pressen skrev om Storm P. En biografi:
"Storm P. vies omsider en generøst grundig og skarpt usentimental biografi".
Weekendavisen
"Med sin gennemresearchede biografi har Peter Borberg leveret en imponerende bedrift".
Kristeligt Dagblad
"Et på flere måder fortrinligt og ordrigt kæmpeværk, der i al sin mangfoldighed forekommer at yde den sammensatte hovedperson retfærdighed".
Jysk Fynske Medier
"Monumental biografi fortæller forrygende om mediemennesket Storm P".
B.T.
"Borbergs bog er imponerende".
Midtjyllands Avis
Jeg vil prøve det hele – en biografi om Jørgen Ryg
Jørgen Ryg (1927-1981) regnes for en af landets mest elskede og folkekære komikere gennem tiderne, og ord som "monologens mester" og "geni" klæber til hans navn. Men Jørgen Ryg var meget mere end det. Han var også en fremragende tegner og en af Europas førende jazztrompetister, der i en årrække nød international anerkendelse.
Med en usædvanlig evne til at balancere det komiske og det melankolske var Jørgen Ryg altid i øjenhøjde med den almindelige dansker, der elskede ham, hvad enten han optrådte på film, i tv, på teater eller i en af landets mange populære revyer. Jørgen Ryg var en sjælden sammensat kunstner, der ville prøve det hele. Og som endte med at fare vild i sit utrolige talent.
I bogen sætter Ulf Pilgaard, Torben Ulrich, Bent Fabricius-Bjerre, Daimi, Per Pallesen, Jytte Abildstrøm og et væld af andre stemmer ord på, hvordan det var at arbejde sammen med en af de mest særegne skikkelser i nyere dansk kulturhistorie.
Pressen skrev om Jeg vil prøve det hele – en biografi om Jørgen Ryg
"Multitalentet Jørgen Rygs tragiske skæbne oprulles i ny bog."
Politiken
"JEG VIL PRØVE DET HELE er en smuk bog om et skrøbeligt menneske, der nok var for sart til et liv i offentligheden."
CHP Culture
De Stribede fra Fyn – historien om Odense Boldklub
Få danske fodboldklubber kan præstere en så bemærkelsesværdig historie som den, der knytter sig til Odense Boldklub.
De Stribede fra Fyn er en medrivende beretning om en klub, hvis identitet er forankret i drabelige lokalopgør, sjældne spiller og trænerprofiler samt den største enkeltstående internationale bedrift i dansk klubfodbold til dato.
I bogen møder læseren stribede koryfæer som Richard Møller Nielsen, Lars Høgh, Thomas Helveg, Allan Hansen, Ulrik Moseby, Steen Nedergaard og mange andre.
Pressen skrev om De Stribende fra Fyn – historien om Odense Boldklub
"Et fremragende værk, et af de bedste, hvis ikke det bedste om en dansk klub. Thorsten Asbjørn Lauritsen og Peter Borberg – samt naturligvis OB – har al mulig grund til at være glade for denne bog."
Frits Ahlstrøm, sportsjournalist og forfatter samt tidligere mediedirektør i UEFA
"Et must for enhver fynsk fodboldinteresseret"
Fyens Stiftstidende
"En nødvendig bog med en klar stribet tråd"
Tipsbladet
Broen & Folket – Forbindelsen der forandrede Danmark og danskerne
Broen & Folket – Forbindelsen der forandrede Danmark og danskerne er den dramatiske og fascinerende fortælling om det Danmark, der med ét blev forandret, da landet blev limet sammen på midten og forbundet med hele Europa.
Det er historien om et land og et folk, der med skepsis, forargelse og frygt så til, at bropylonerne skød op i Storebælt. De politiske sværdslag, kampen for en stærk infrastruktur – et land og et folk, der vendte på en tallerken og i dag har svært ved at forestille sig en tid før Storebæltsforbindelsen forenede øst og vest.
Broen & Folket – Forbindelsen der forandrede Danmark og danskerne går tæt på både modstandere og tilhængere. Et stykke nyere danmarkshistorie set og fortalt gennem Storebæltsforbindelsen.
Elvis – Drengen der blev kendt som Kongen
Elvis – Drengen der blev kendt som Kongen er den dramatiske og bevægende historie om Elvis Presley – alle tiders største superstjerne. For første gang fortalt til børn.
Det er historien om en fattig dreng fra Amerika, som drømte om at blive verdenskendt rockstjerne. Han blev opdaget ved et tilfælde, og hele byen rystede, da hans stemme bragede gennem radioen. Pigerne skreg som vilde, når han vrikkede med hofterne. Forældrene var rasende. Men drengen blev hurtigt verdensberømt. Så berømt, at drømmen blev et fængsel, hvor ensomheden gjorde ondt.
En gribende historie om en dreng med et helt usædvanligt talent. Bogen, der kan læses af alle børn i alderen 8 – 12 år, er fortalt som en fiktion, inspireret af de faktiske begivenheder i Elvis Presleys liv.